Vi er endelig landet ordentligt efter Ecuador, både med jetlag (mest fra min side), få pakket ud og komme ind i en rytme igen herhjemme. K havde heldigvis barsel ugen efter og det nød vi godt af. Vi kunne tage det stille og roligt og stadig være inde i denne tresomhed lidt endnu efter en måned sammen. Jeg har altid lidt ferie-blues efter at jeg er kommet hjem. Jeg skal lige give slip på rejsen, friheden og spontaniteten ved at være på ferie og accepterer at nu er man altså hjemme i kolde Danmark. Heldigvis var vejret hurtig til at klare op, det gør det lidt lettere at være hjemme, når man kan se at varmen sniger sig på vej. Der er altså ikke noget der slår den danske sommer, den glæder jeg mig til! Da vi var ude at rejse gik Hannah fra, at være 7 måneder gammel til at være 8. Kliché, men hvor er tiden dog blevet af? Jeg var så nervøs for, om hun skulle have været lidt yngre så det ville være nemmere, at have en mindre baby med på en 20 timers rejse, eller om hun skulle have været ældre, så man lettere ville kunne lege og stimulere hende på turen. Jeg fortrød hver anden dag at vi havde valgt en så “voldsom” rejse, for folk der vælger at tage til Thailand er også vildt, men at vi vælger en destination der nærmest ikke kunne være længere væk, fik jeg lidt hedeture over. Vi havde endelig også fået nogen faste rutiner herhjemme og jeg bekymrede mig meget over om de nu skulle til at blive at blive ødelagt og hvordan Hannah mon ville reagerer på det hele. K har familie i Ecuador, en masse onkler, tanter, kusiner, fætre og hans bedsteforældre, altså Hannahs oldeforældre. Vi ville så gerne give dem muligheden for at se Hannah som lille og lave nogen minder med dem sammen med hende. Det er ubeskriveligt hvordan det var, at have sit barn med og kunne vise hende frem. Sidst vi var i Ecuador, var vi hverken gift eller gravide, så der er sket meget siden.
TUREN DERNED
Vi kørte afsted fra Aarhus kl 4 om morgenen. Bilen havde vi pakket om aftenen, madpakkerne var smurt og vi skulle blot hoppe i tøjet og bære Hannah ud i bilen. Hun var vågen i et kvarter men faldt hurtig i søvn igen, da vi kom på motorvejen og så sov hun hele turen til Kastrup lufthavn. Humøret var godt i lufthavnen og vi kunne tjekke bagagen ind uden noget problem. Vores klapvogn havde vi lejet en airshell til og den skulle sættes af ved “oversized luggage”. Kastrup har heldigvis klapvogne man kan låne til ventetiden og ellers havde vi også en bæresele med. Hannah nåede en kort lur inde vi skulle boarde, da vi ikke kunne holde hende vågen mere, men den lå lidt dumt da hun kun nåede at sove i 20 min.
Vi sørgede for at have en masse mad med til Hannah også selvom de serverer (lækkert!) mad til baby på flyet. I kan blandt andet læse min pakkeliste lige her. Hun blev sulten med det samme og fik lidt pasta bolo, en smoothie og noget vand imens vi lettede. Hun brokkede sig en smule til at starte med over lufttrykket og lavede også en kæmpe lorte ble, som vi skulle starte ud med at skifte, så var turen ligesom igang. Da vi startede ud med at flyve med SAS som var den 9 timers flyvetur (efterfulgt af 2 x 5 timers flyveture), havde vi et bassinet til hende men fordi det var dag, kunne hun ikke finde ro i den på grund af larmen og lyset, men den fungerede godt som et lege/mad opbevaringssted for Hannah.
Vi fik hende til at sove i vores arme ved at gå rundt med hende hvor hun havde en stofble over hovedet, og derefter lå hun og sov i vores arme, men hun fik det rigtig varmt på grund af hud mod hud og dynen. Til sidst havde vi kun et dynebetræk omkring hende og en stofble imellem os og det hjalp. Det er hårdt for den lille at rejse, da det er konstant afbrudt søvn og der er mange indtryk og lyde, men Hannah klarede det simpelthen så flot og fandt sig virkelig i meget. På de 2 sidste flyveture sov hun hele turen ovenpå K, da hun var så smadret. Under mellemlandingerne sørgede vi for at kunne komme ned på maven og lege lidt, da de er meget låst fast på et fly. Stewardesserne går frem og tilbage hele tiden og der er mange serveringer under sådan en rejse, så der er ikke plads til at lege ude på midtergangen. Heldigvis har familiesæderne godt med benplads så der er også en lille mulighed der. Hvis hun bare havde været lidt større, havde det været for hårdt med sådan en lang rejse med barn på skød.
SELVE FERIEN
Da vi kom frem til vores lejlighed var vi alle virkelig smadret og Hannah faldt i søvn i en rejseseng som stod klar til hende. Vi ankom cirka kl 1 om natten ecuadoriansk tid og omkring kl 6 vågnede Hannah, hvilket jeg synes var flot! De tog hende kun 1 dag mere at indstille hendes døgn, så hun kunne ikke have klaret det bedre. Jeg startede med at blive syg dag 2, derefter var det K, så kom Hannah og til sidst K’s niece. Vi brugte den første uge på at være rimelig svækket men heldigvis havde vi medicin med fra Danmark til Hannah, da hun startede ud med at have høj feber efterfulgt af hosten. Trods sygdom og en hoste den efterfølgende tid, klarede hun det virkelig flot. Vi var ude på tur hver dag og Hannah tog alle hendes lure i klapvognen som hun fandt god ro i. Hun vænnede sig hurtig til larmen (råben, dytten, bilerne, menneskerne) og reagerede overhovedet ikke på det. Inden da kunne hun godt vågne herhjemme over en lille lyd, så hun var virkelig god til at indstille sig dernede.
Vi havde som sagt vores egen klapvogn med, en Cybex Balios S. Vores barnevogn og autostol passede også til stellet og lige inden vi tog afsted skiftede vi over til klapvognsdelen. Vi var så glade for at have vores egen med, da den kører rigtig godt, er vendbar, kan lægges helt ned og skygge-klappen kan foldes helt ned imens hun sover så det var mørkt og køligt. Jeg vil helt sikkert anbefale at man købe en vendbar klapvogn, da det var rart for os og Hannah at man kunne kigge på hinanden hvis hun var lidt pylret. Vi havde den rigtig meget udadvendt men lige så snart hun blev ked af det og det ikke helt var tid til at sove, vendte vi den om så hun kunne kigge på os og så brokkede hun sig ikke mere.
Selvom vi konstant var på farten og hele tiden havde planer var Hannah rigtig glad. Hun er vant til en rolig hverdag men her besøgte vi familiemedlemmer og oplevede ting hver dag men havde som regel, at vi ikke skulle noget om aftenen. Hun blev puttet kl 7 som hun plejer og med de samme ritualer som vi gør herhjemme. Vi boede også i vores egen Airbnb lejlighed det meste af tiden for at kunne have et frirum sammen med Hannah og hvor vi kunne slappe af og være os selv og have ro om aftenen. Den sidste uge boede vi hos familie og det var rigtig fint, men det var godt vi ikke gjorde sådan på hele turen, da det bare er anderledes når man har en baby med.
TUREN HJEM
Vores måned dernede gik rigtig hurtig og inden vi fik set os om skulle vi hjem. Vi havde lige vænnet os til en hverdag hvor der skete noget konstant og jeg kan godt mærke efter vi er kommet hjem at der skal ske noget for Hannah. Vi skulle flyve kl 5 om morgenen ecuadoriansk tid, hvilket jo betød vi var nødt til at vække Hannah om natten den stakkel. Heldigvis betød det, at på den sidste (og længste) strejkning hjem, var det nat og vi kunne lettere indstille os til dansk tid. Vi sov meget på den første flytur men det var også vigtig, at holde hende vågen så vi alle kunne sove nat på den sidste tur. Vi kunne her lægge hende i bassinettet da lyset blev slukket og der var helt stille. Hun brokkede sig til at starte med men fik sin nat flaske og jeg havde noget andet mælk klar til hende i løbet af natten. Igen blev vi vækket da de tændte lyset og natten havde været kort i forhold til hvad hun plejer. Jeg har aldrig set hende se så træt ud, som da vi ankom til Kastrup og hun sov med det samme da vi kom hende i autostolen og hele vejen hjem til Aarhus. Da vi kom frem fik hun lidt mad og sov 2 timer mere. Om aftenen blev hun puttet kl 19 og sov til kl 11 dagen efter, hvor jeg til sidst var nødt til at vække hende haha. Vi har været rigtig heldige med Hannah, hun må være en lille oplever ligesom hendes forældre, for hold nu op hvor har hun været god og nem at rejse med. Tror også de fleste børn overrasker, så længe man er rolig og kan holde hovedet koldt og indstillet på, at de godt kan blive lidt kede af det (selvom Hannah næsten ikke græd), så skal alt nok gå. Dette var den bedste ferie jeg nogensinde har haft også selvom det var hårdt og man er mere på med en baby, så har jeg aldrig hygget mig så meget. Jeg glæder mig allerede til næste ferie, især fordi vi kun skal flyve i 2 1/2 time og så fra Billund! 😉 Til sommer skal vi på ferie ed min familie til Italien, hvor turen går til Firenze.
Hvis I har nogen spørgmål ang. flyrejsen, ferien osv. så endelig skriv.
Det er ikke længe siden vi kom hjem med Hannah fra hospitalet, selvom det føles som en evighed siden. De første måneder var det nærmest umuligt at lægge Hannah fra os uden at hun vågnede, også når det var til nat, hvilket resulterede i en masse nætter hvor vi sov med hende i vores arme i lang tid, før vi til sidst kunne snige hende ned ved siden af os, men hun skulle stadig være helt tæt på og vores hoved skulle være ind mod hendes. Jeg har aldrig sovet så dårligt før og når babyer er helt nye, siger de mange underlige lyde når de sover og det kunne jeg slet ikke vænne mig til, hvilket har resulteret i, at jeg tit har sovet på sofaen. Så kom de spjættende arme, hvor vi derefter begyndte at svøbe men vejrtrækningen og lydene har altid forstyrret mig en del og tankerne har kørt rundt i mit hovede: “Er hun ved at vågne nu, hvorfor trækker hun vejret sådan, hvorfor er der helt stille, tabte hun nu sutten, er hun sulten” osv. Her på det sidste registrerede hun meget når vi ikke var inde i soveværelset og vågnede en del og når vi så endelig kom i seng vågnede hun også af, at vi lige så stille kom ind og lagde os og det kunne jeg simpelthen ikke holde ud. Jeg savnede at vende mig rundt, sove ubekymret og ikke tænke på at larme, se en film med K i sengen osv. Så vi besluttede os for at hun skulle på eget værelse også i forhold til, at jeg er stoppet med at amme helt. Hvis jeg stadig natteammede ville vi ikke flytte hende, da det ville være alt for besværligt men nu skal vi “kun” op for at give sutten eller lave en flaske. Vi skal ikke ned eller op af nogen trapper og det er ikke så slemt som jeg frygtede, at skulle ud af sengen for at give hende mad og det bedste af det hele er, at vi har fået vores soveværelse tilbage.