Vi skal flytte!

in Aarhus, My World, 3. september 2019

Ja, I hørte rigtig. Efter 6 år på Frederiksbjerg skal vi flytte væk fra området. Denne lejlighed har været helt fantastisk for vores lille familie – det er en 3 værelses og Hannah har hendes eget værelse. Men der er nogen mangler vi ikke kan leve med mere, blandt andet vasker vi i kælderen med mønter (!!) og der er heller ingen opvaskemaskine. Derudover er den begyndt at blive lidt for lille til os og hvis vi på et tidspunkt får endnu et familiemedlem kan vi slet ikke være her. Vi har kigget på en masse lejligheder på Frederiksbjerg men ingen lever desværre op til vores krav som fx. er et godt gårdmiljø (og ikke adgang igennem en kælder), ikke højere end 3 sal, ikke vask i kælder osv. Derudover har det været umuligt at finde en 4 værelses som var godt indrettet. Vi har også kigget på en del på Trøjborg og Ø-gaderne men der var desværre heller ikke noget som faldt i god smag. Vi har selvfølgelig også snakket om at købe men vi er der bare ikke helt endnu. Vi vil gerne have mulighederne lidt åbne endnu i forhold til job og vi er heller ikke helt sat på hvor vi gerne vil “ende”. Vi var dog enige om at vi ikke vil ud af Aarhus lige nu, det er vi slet ikke klar til og har ikke lyst til at det skal føles som en dagstur hvis man endelig kommer ind til byen. Man får klart mere for pengene i byerne omkring Aarhus og selvom vi har kigget på nogen steder hvor letbanen går lige til døren vil det stadig være 45 min i offentlig transport og det er jeg ikke fan af. Vi blev dog hurtige enige om, at Hannah skal fortsætte med at gå på hendes vuggestue på Frederiksbjerg, den er så god at den vil vi simpelthen ikke ud af. Derfor ville vi ikke for langt væk fra centrum. Vi har faktisk været hele byen rundt at kigge og tror samlet vi har været inviteret til 50 fremvisninger. Men der har hele tiden været et eller andet i vejen og det har som sådan ikke været standen for vi er ikke bange for at skulle lave noget selv, men det har til gengæld været alt andet. Tror vi har været ret heldige med denne lejlighed vi bor i lige nu. Vi er også blevet enige om at dette ligesom er den sidste lejebolig vi skal bo i og efter dette “stop” vil vi være klogere på det hele både geografisk og økonomisk. Der skal også lige nogen knaster til hvis man vil købe men samtidig være i Aarhus kommune. Til sidst fandt vi noget vi begge var enige om, både beliggenhed, pris, størrelse osv. Vi skal nemlig flytte til Gl. Brabrand i deres hovedgade lige ned mod Brabrand sø og Brabrand stien. Der er så dejligt, indkøbsmulighederne er gode og stien fører direkte ind til byen på 20 min. Vi har nemlig valgt derudover at købe en El-ladcykel som jeg skal bruge til at aflevere Hannah og heldigvis har vi også en bil så vi kan skiftes. I Gl. Brabrand er der mest huse og vi skal også flytte ind i den øverste del af et stort hus. Det er en 4 værelses på 105 kvadratmeter OG der er vaskemaskine, tørretumbler, kæmpe køkken (med opvaskemaskine), brændeovn og en dejlig (dele) have. Vi har også kigget på noget nybyggeri ude i dette område men det er altså ikke noget jeg kan forene mig med i forhold til stilen, selvom det virkelig er pænt, lyst, lækkert og man får meget får pengene. Denne “lejlighed” er heller ikke helt perfekt men vi har fået lov til blandt andet at renovere køkkenet (på udlejers regning) og derudover må vi gerne have husdyr. Det er ikke noget vi ønsker lige nu, men på et tidspunkt kunne vi godt tænke os at give et dyr til Hannah. Men hvem ved, det kan også være vi på det tidspunkt har købt noget. Dette er ihvertfald det rigtige skridt for os lige nu og vi er så glade og spændte på hvad der efterfølgende skal ske. Jeg glæder mig så meget til at indrette noget der er så stort og jeg glæder mig også til at vinke farvel til de høje paneler vi har i vores stue lige nu. Ja de er pæne, men de er et helvede at indrette med 😉

Vi skal allerede flytte om 2 uger og ugen efter tager jeg til Grækenland, så de næste par uger bliver lidt hektiske. Jeg håber I er klar på lidt mere indretning herinde på bloggen og Instagram, da det virkelig fylder meget i mit hoved pt. Der er en masse kreative løsninger jeg skal finde på det nye sted og jeg kan ikke vente! 🙂