I min graviditet gik jeg rundt med en masse tanker omkring amning. Det fyldte rigtig meget og jeg var da også til et enkelt ammekursus. For hvordan fungerer det lige, løber mælken bare til, hvad med alle de skrækscenarier omkring brystbetændelse, sutteteknik osv. Jeg ønskede inderligt at amme mit barn og det var/er der en masse grunde til. Der findes næringsstoffer i modersmælken som erstatningen ikke kan erstatte. Det er bevist at en baby har en bedre chance for et godt immunforsvar hvis man ammer da mælken indeholder antistoffer, der giver barnet en øget beskyttelse mod infektioner i den første levetid. Brystmælk reducerer også risikoen for at barnet udvikler allergi, astma og diverse infektioner. Det er langt lettere for barnet at fordøje brystmælk og det er noget der virkelig har sat tanker igang da jeg har været bange for at skulle få en baby med kolik eller mave problemer senere hen i livet. Sidst men ikke mindst bliver båndet mellem mor og baby styrket. Derfor ville jeg så gerne lykkes og det handlede ikke om at være en bedre mor, for mange kan ikke få amningen op at køre og det betyder ikke man ikke har prøvet nok, eller er en dårlig mor, men det var for at give det bedste mulige for mit barn.

Da Hannah kom til verden var jeg så bange for at mælken ikke ville løbe til, for gør den bare det ved alle? Det vidste jeg intet om og på min store tude-dag da vi skulle tjekkes ud af hospitalet og en sød jordmoder tilså Hannah, sad jeg med hende i favnen og græd imens jeg forsøgte at amme. Jeg fortalte jordmoderen at jeg var bange for, om min mælk ville falde til og at jeg ikke kunne lide at hun havde tabt sig lidt. Så tog hun min hånd og sagde “Kan du ikke høre hun synker lige nu? Din mælk er ved at falde til”. Det havde jeg overhovedet ikke bemærket og jeg var så lykkelig. Det blev hurtig erstattet af ulidelig smerte da mine bryster var så spændte, at jeg stod under bruseren flere gange om dagen. Pludselig en dag begyndte det endda at stikke lidt i mit bryst og jeg panikkede så meget, da det var små tegn på brystbetændelse. Jeg begyndte at pumpe ud så jeg fik tømt mælkekirtlerne ordentligt da jeg havde så meget mælk og Hannah tømte ikke engang et bryst til at starte med. Derudover havde jeg en varmepude på og ændrede meget amme stillinger. Det gik heldigvis hurtigt over men blev erstattet med et nyt problem. Efter hendes tigerspring tog hun et appetitspring og jeg havde pludselig ikke nok mælk da den jo havde reduceret sig. Frem med pumpen igen, hud mod hud og have ekstra fokus på at jeg skulle huske at spise og drikke vand, hvilket kan være svært som nybagt mor. Her fornyligt havde vi en lille uge hvor hun pludselig græd meget ved brystet. Amningen var svær og tit var vi nødt til at vugge hende i søvn uden hun havde spist fordi hun var så sur. Om natten var der ingen problemer. Lige pludselig gik det over men hun bliver stadig sur hvis mælken er for langsom til at løbe ned. Det er svært at gøre sig klog på om hun synes der er for lidt mælk eller bare er mega utålmodig for om natten er der ingen problemer men det er lige så snart hun lige skal sutte mælken klar at hun bliver vred og jeg nogen gange skal starte ud med at stå op og amme. I mandags var vi nede og få hende vejet til åben hus, bare for at se at alt var godt men vi fik a vide hun ikke tager nok på i forhold til sin vægtkurve. I starten tog hun 300g på i ugen (dobbelt så  meget som normalen) og på 2 uger havde hun kun taget 100 g på. Hun vejer nu 5 kg. Vi fik besked på at lægge hende oftere til brystet (det er lettere sagt end gjort, for hvis hun ikke er sulten er det svært) og det har været en enorm stor stress faktor. Når jeg ser på min baby ser jeg en glad pige, med buttede kinder, slank og lille ligesom jeg selv var. Hun laver lortebleer hver 2. dag, en masse tis-bleer og er enormt kontaktsøgende når hun er vågen. Hvis vi ikke havde været dernede havde jeg slet ikke tænkt over det, derfor synes jeg også man skal mærke efter selv og kigge på sit barn. Siden i mandags er jeg begyndt at pumpe ekstra ud og tilbyde hende flasken efter amning. Idag da hun skulle vaccineres havde vi en smule modermælkserstatning med, da jeg lige havde ammet og tænkte at det var godt at hun kunne få lidt ekstra hvis hun blev ked af det. Planen er selvfølgelig at blive ved med at amme og supplere med lidt erstatning når der er behov for det, men ellers fortsat få min produktion op så jeg kan tilbyde hende lidt ekstra mellem amningerne og om aftenen inden hun skal puttes.

Når jeg har set andre amme har jeg tænkt at når det først kører er det da meget let. Men det er det virkelig ikke. Selvom det kører er det meget hårdt. Den kan i en periode gå helt vildt godt og så kan barnet pludselig afvise brystet (jeg har læst nogen har problemer med at barnet afviser det ene bryst). Når man endelig føler det kører kan der pludselig være noget nyt i vejen så som barnet ikke tager nok på, pludselig tilstoppet brystvorte, svamp eller en brystbetændelse. Det er så hårdt arbejde men selvfølgelig det hele værd. Selvom jeg elsker det glæder jeg mig også lidt til det er over. Heldigvis har det også været hyggeligt at give hende flaske, for der har vi direkte øjenkontakt og hun brokker sig ikke lige så meget da det går dejligt hurtigt. Jeg er spændt på hvor længe jeg kan amme og hvor længe det giver mening for os begge, da det er vigtigt det bliver ved med at være en god oplevelse. Uanset hvad vil jeg blive ved med at pumpe så hun får min mælk i lang tid.

Jeg har kæmpe respekt for dem som har kæmpet med amningen helt fra starten og som er stædige og er blevet ved. Det må virkelig være hårdt, da jeg selv synes det er hårdt selvom amningen egentlig kører ok. Jeg kan sagtens forstå dem som stopper, da det virkelig kan tage meget energi og fokus fra alt det gode. En god mor sidder ikke i brysterne!

Kæmpe knus til alle mødre derude <3