På lørdag er det 3 uger siden at Hannah kom til verden 1 uge før termin. Jeg var sikker på at jeg ville være en af dem som gik 2 uger over tid og skulle sættes igang, noget jeg virkelig ikke havde lyst til, men jeg havde forberedt mig mentalt på at det ville ske – så den lørdag, d. 30 juni, havde jeg ikke tænkt at hun ville komme. Jeg havde selv joket med, at hun da godt kunne blive en Skt. Hans baby (d. 23 juni) men der skete jo absolut intet. Også om søndagen d. 24. hvor jeg travede Aarhus rundt med min svigermor fordi K løb halvmaraton, havde vi igen snakket om at det kunne være sjovt hvis mit vand gik og K istedet skulle løbe ud til Skejby 😉 Jeg havde en smule plukveer den weekend fordi vi havde gået så meget, men i løbet af den efterfølgende uge var der ingen tegn. De sagde også på sygehuset at jeg vel havde mærket lidt dagene op til fødslen, men nej.

Fredag startede stille og roligt ud med at K tog på arbejde og jeg snulrede i sengen. Det var virkelig varmt den dag, så jeg besluttede mig for, at vi skulle på stranden når han kom hjem. Heldigvis har K tidligt fri om fredagen og var allerede hjemme omkring kl 2. Vi hyggede lidt herhjemme og tog derefter afsted. Det var så skønt at få kroppen afkølet i vandet og vi snakkede om at dette nok var den sidste badetur for i år. Man må ikke bade i ugerne efter man har født pga. risiko for infektion og det er virkelig hårdt i denne varme og så er det ret upraktisk at have en nyfødt med på stranden. Så vi nød virkelig vandet den fredag eftermiddag og pjaskede rundt og solede os derefter på stranden indtil vi blev sultne. Da vi kom hjem spiste vi og så derefter “Grace of Monaco” med Nicole Kidman. Jeg plejer altid at blive træt omkring 8-9 tiden men efter filmen var færdig, var jeg overraskende nok stadig vågen. Jeg overtalte K til at vi skulle falde i søvn til “Mad Max” (han var mega træt) og vi endte med at sove omkring midnat. Kl 01.00 efter en times søvn vågnede jeg ved at det krampede lidt i maven. Sådan lidt menstruations agtigt. Jeg lå og mærkede efter og bed mærke i at der gik nogle minutter imellem, ligesom man nu har hørt at det gør med veer. Det var ikke kraftigt, men nok til at det var ubehageligt. Jeg vækkede K og sagde “jeg tror sgu at jeg har veer”. Han forstod overhovedet ingenting og var helt rundt på gulvet, men vi havde heller ingen søvn fået. Det var nu pludselig meget tydeligt at der kom et jag i kroppen efterfulgt af en pause og så igen. Vi begyndte derefter at tage tid på veerne og fandt hurtig ud af at der var 6 minutter mellem hver ve. Jeg gik ud i badet da veerne meget hurtigt tog til i styrke, slet ikke en blid opstart som man ellers hører, og vi ringede til hospitalet kl. 02.16 imens jeg fortsat står under bruseren. Veerne var nu med 5 minutters interval. Jordmoderen i telefonen spurgte ind til smerterne og om hvordan graviditeten ellers havde været. Hun anbefalede at jeg skulle gå ind i sengen igen, da hyppigheden af veerne kan snyde lidt når man står op, da tyngdekraften gør at veerne kommer oftere. Pludselig fik jeg en voldsom kvalme og jeg sagde til K at han skulle skynde sig at hente en spand. Han tåger fuldstændig rundt og kan først ikke finde en spand og begynder derefter at bruge tid på at hælde lidt vand i den og tager sig rigtig god tid. Det resulterede i at jeg kastede op ud over hele gulvet og i alle vores ledninger. Pga. at ve-smerterne var så pludselige og kraftige, når min krop ikke at forberede sig på smerterne og reagerer ved at kaste op.

Vi ringede igen kl. 03.06 da veerne nu fortsat lå med 4-5 minutters interval imellem sig, men da de ikke var 100% regelmæssige ville de gerne have at vi blev hjemme lidt endnu. Ikke lang tid efter (men med smerterne føltes det som om der var gået timer) ringede vi atter igen klokken 03.33 og de ville nu gerne se os til en undersøgelse. Køreturen var ulidelig og jeg følte vitterligt at jeg var ved at dø. Jeg tænkte at jeg ihvertfald var flere cm åben og at jeg nok skulle indlægges. Det viste sig, at jeg kun var 1 cm åben men at livmoderhalsen havde trukket sig helt tilbage. Jeg kunne godt regne ud at jeg ville blive sendt hjem igen og tanken om køreturen og at ligge i sengen i et smertehelvede skræmte mig rigtig meget. Jordmoderen gav mig en “sovepakke” så jeg kunne få hvilet derhjemme, som bestod af en cocktail af forskellige smertestillende. Jeg havde på daværende tidspunkt kastet op 2 gange og havde derfor også min brækspand med inde på hospitalet og lige så snart jeg fik min “cocktail” kastede jeg den op. Udover det hele og halvt i spanden. Jordmoderen var i tvivl om min krop havde nået at optage nogen af pillerne og i samråd med en læge vil hun ikke give mig nye piller da de ikke turde risikere det. Så jeg blev altså sendt hjem uden noget og smerterne blev værre.

Klokken 08.53 ringede vi igen da jeg ikke fik sovet og de ville gerne have mig til tjek igen. Det var den mest forfærdelige køretur nogensinde. Vi bor inde i midtbyen og det tager cirka 20 min ud til Skejby. Jeg havde lukkede øjne hele vejen og hvert bum og minut var ulideligt. Jeg havde nu åbnet mig 3 cm men det var ikke nok til at de ville indlægge mig, da man skal være 5 cm åben før man bliver betegnet som værende i “aktiv fødsel”. Grunden til at de ikke ville indlægge mig var, at statistikker har vist at desto længere man er på hospitalet desto længere bliver fødslen samtidig med risiko for at fødslen ender med et indgreb også bliver større. Man har mentalt brug for at være i trygge rammer (min krop og mit sind var dog på det stadie ikke enig i deres vurdering, da jeg følte at jeg var ved at dø). Jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle køre hjem og tanken om at skulle hjem igen for at komme derind igen kunne jeg slet ikke holde ud. Heldigvis bor min svigermor tæt på Skejby og vi besluttede os for at tage hjem til hende hvilket jeg virkelig er glad for. Jeg fik endnu en sovepakke da de godt turde give mig en igen og derudover fik jeg lagt akupunktur på kroppen. Vi kom hjem til min svigermor og K fik lagt mig i sengen hvor vi fik hvilet i et par timer. Eller K han gjorde lidt, smertepakken hjalp næsten ikke og jeg kunne ikke få lukket et øje. Klokken 12.48 ringede vi igen til hospitalet og vi kørte atter derind igen. Denne gang blev jeg indlagt da jeg næsten var 5 cm åben og jeg kom med det samme ind under en bruser hvilket hjalp i noget tid. Da jeg kom ud af bruseren foretog hun en undersøgelse og det viste sig at baby havde drejet sig, selvom hun sad fast og var nu på vej i stjernekigger position. Jordmoderen foreslog derfor at vi skulle lave en masse øvelser og rebozo for at få baby på plads igen. Jeg tænkte ikke rigtig over at hun havde sat sig løs da smerterne fyldte meget i mig og de fik formidlet det på en måde hvor det virkede til at være helt normalt. Vi fik lavet øvelserne sammen med min jordmoder som lige skal siges er verdens bedste. Hun var så sød, støttende og behagelig at være sammen med.

Efter øvelserne kom jeg ind i badekaret som virkelig var godt og smertelindrende for mig. Jeg havde et ønske om en forholdsvis naturlig fødsel, dog med et åbent sind og medgørlig overfor hvad end min jordmoder ønskede for mig. Jeg var i badekaret i 4 timer ialt. Jeg kunne sagtens være blevet deri da det jo tager noget af veerne, dog mod slut blev de kraftige igen og jeg fik derefter lattergas. Jeg tror ikke jeg kunne finde ud af at bruge den 100% rigtig men det var dejligt at få en maske på som kunne støtte op omkring vejrtrækningen. Jeg måtte ikke blive i badekaret da lille pigens puls begyndte at fald, efter den havde dykket lidt ned nogle gange, hvor de af denne grund regulerede vandtemperaturen, men til sidst skulle jeg altså op. På dette tidspunkt var jeg 7 cm åben. Der kom nu et vagtskifte og hende der først havde taget imod mig om natten var nu kommet på vagt igen og havde bedt om vores stue, så det var meget rart at jeg “kendte” hende jordemoderen som kom ind. Selvom det var svært at sige farvel til hende den første connectede jeg heldigvis også godt med min anden jordmoder da det virkelig betyder meget i sådan en situation. Man får nærmest et helt unikt bånd til dem og jeg sender dem tit meget varme tanker (min svigermor var også så god at give dem chokolade dagen efter, en sød lille gestus). Min nye jordmoder ville gerne have en elektrode på lillepigens hoved så de kunne følge bedre med, da de ikke var helt glade for at hendes puls blev ved med at falde midlertidigt hver gang der kom en ve. Derudover ville hun gerne have at jeg skulle gå på toilet og tisse hvilket jeg ikke kunne og det resulterede i en kæmpe pressetrang hvor hendes puls yderligere faldt så jeg skulle hurtig op fra toilettet. Jeg fik derfor lagt et kateter hvor det viste sig at jeg havde 400 ml tis (wow!) som havde siddet i vejen og presset på. K beskrev det som en ekstra gravid mave forneden som bulede helt vildt ud og faldt med det samme de tømte min blære. Det var på dette tidspunkt at mit vand gik og det var ret perfekt da jordemoderen havde tænkt sig at tage det ellers, da jeg stadig kun var 7 cm åben og pressetrangen nu for alvor tog til. Lille pigen lå stadig og rokkede med hovedet og havde ikke sat sig ordentlig på plads igen og de tog yderligere prøver for at se hvordan hun havde det. En jordemoder ansvarlig kom ind, efterfulgt af en ekstra assistent og en læge. De begyndte at snakke om sugekop og ville tage nogle ydeligere prøver. Da den anden jordmoder fik kigget på mig havde lille pigen pludselig sat sig fast og jeg var 9 cm åben. Jeg kunne heldigvis komme ud af mit smertehelvede, for det er det mest modbydelige når kroppen siger at man skal presse, men at man ikke må! Jeg fik ikke lang tid til at få hende ud, de gav mig faktisk kun et kvarter, hvor selvom jeg fik at vide at jeg gav den 100%, så skulle jeg give den 10% mere (som om det lige er noget man kan når man i forvejen giver den alt) og på min sidste ve inden hun kom ud, fik jeg at vide at nu skulle hun altså ud ellers skulle vi have sugekop på, og de stod endda klar med den. Men med de 10% ekstra, stædighed og en fantastisk støtte fra K kom vores lille pige ud kl 23.33 d. 30 juni. Efterfølgende tog de en navlestrengsprøve som viste at hun havde haft det perfekt igennem hele forløbet og havde haft ilt nok osv. K han klippede navlestrengen og op på brystet kom den sødeste lille pige på 3238 gram og 48 cm. Helt perfekt.

Det var simpelthen den mest intense, stærke og ekstreme oplevelse nogensinde. Jordemoderen var så imponereret over vores måde at samarbejde på omkring mine veer og derved lave åndedræts øvelser sammen, at hun var overbevist om at vi var gået på et eller andet 10-ugers kursus. Det samme sagde den jordmoder der tog imod os om natten da hun var vildt imponeret over hvor god jeg var til at trække vejret dybt og slappe af mellem veerne. Det er faktisk lidt sjovt den måde de oplever det på hvor min oplevelse var en helt anden. Jeg følte en panik indeni men havde samtidig et overlevelses instinkt der sparkede ind. Når de sagde hvor sej jeg var og roste mig følte jeg mig overhovedet ikke sej. De fortalte mig at de andre jordemødre åbenbart snakkede om mig ude på gangene fordi vi var så kontrollerede og havde en god ro i hinanden. Det var dejligt at få at vide og de var alle overbevist om at vi ville lave mange børn sammen haha! Efter fødslen var jeg nærmest i chok over oplevelsen. Jeg havde ikke troet det ville være så hårdt, intenst og smertefuldt. Jeg havde virkelig prøvet at forberede mig på smerten men den kom stadig bag på mig og derfor var det dejligt at snakke fødslen igennem med min jordemoder, K og min svigermor som var med inde sammen med os den sidste del af fødslen. Der er meget man ikke kan huske selv, det hele er lidt sløret og du er meget drænet. K’s oplevelse mod slut var rigtig hård, jeg bemærkede godt at han græd flere gange. Han kunne se lille pigens puls falde på skærmen hver gang jeg fik en ve, og det bemærkede jeg jo ikke, da jeg var fuldstændig inde i mig selv. Da hun kom ud så hun meget grå og livløs ud for ham men de fik hurtig masseret liv i hende og så begyndte hun at græde hvor jeg nåede slet ikke at opfatte noget. Til sidst var tårerne selvfølgelig glædes tårer og vi tog imod vores pige med hjerterne uden på kroppen.