GRAVID UGE 39

in Graviditet, 25. juni 2018

Igår ramte jeg uge 39 (38+0) dvs. der præcis er 2 uger til termin. Min krop er fuldstændig klar og “skriger” nærmest efter at føde haha. Jeg er udspændt og har svært ved at få vejret, jeg kan ikke gå langt uden at få ondt i fødderne som har væske i sig samt hænderne. Det er ikke særlig tydeligt at se men det gør at leddene begynder at gøre ondt, øv! Nattesøvnen er utrolig dårlig (har den dog været i måneder), men det kan jeg jo ligeså godt vænne mig til, men det er virkelig træls at skulle tisse mindst 5 gange på en nat. Til gengæld er jeg kommet ind i en rytme af middagslure og tager en hver dag på cirka 1 time, det er simpelthen guld værd og jeg ved at det er fordi kroppen hviler og gør klar til fødsel. Vi havde lidt joket med at hun ville blive en Skt. Hans baby, men det kom altså ikke til at ske, selvom jeg dagen inde havde utrolig mange plukveer, så vi håbede lige det kunne udvikle sig, men nej. Det hele handler meget om baby og jeg kan næsten ikke tænke/snakke om andet, da jeg virkelig er utålmodig og bare gerne vil have hende i mine arme NU! 😉 Idag var vi ude at se en fødestue på Skejby og det var rigtig fint lige at se hvordan det hele lige kommer til at foregå og hvor store badekarrene egentlig er. Det lignede mere en kæmpe jacuzzi og som noget af det sidste på vores liste skal vi købe en oppustelig nakkestøtte, som skulle være god at have med i badekar. I denne uge skal jeg til min sidste jordmoder konsultation (jeg har også en tid hvis jeg går 2 dage over tid, så nu må vi se) men jeg er spændt på hvor meget hun har taget på eller om hun minder om min egen fødselsvægt på 2,8 kg.

Jeg er gået drastisk ned på babyshopping men vi har til gengæld fået de sødeste barselsgaver fra venner og familie. Jeg ved at jeg garanteret har lyst til at købe en masse når hun er kommet ud, så jeg stopper for nu 😉 Vi mangler dog stadig at købe en bæresele (vi har en vikle), men vi er lidt i tvivl om det skal være den fra Stokke eller Ergobaby.

Jeg håber at I får en fantastisk uge derude <3