Kære alle søde læsere <3

Som en del af mine mange to-do lister, nu når jeg går herhjemme er, at få lavet en masse bryllupsindlæg – både inspiration og vores egne løsninger.  Op til brylluppet var jeg ikke super aktiv på bloggen, da jeg arbejdede fuldtid og skulle planlægge et bryllup. Efterfølgende flyttede vi jo, jeg blev færdig som elev også blev jeg gravid. Men nu er det på tide!

Temaet til vores bryllup var jo sådan set en havefest i “luksus” udgaven, da vi holdte det ved Rosenholm slot. Jeg skal nok lave et seperat indlæg om selve stedet hvor vi holdte vores fest. Da vi på daværende tidspunkt boede i en ungdomsbolig på 38 kvadrameter på Istedgade i Aarhus, var det muligt for os at spare en del penge op. Men til alle bryllupper er der nogen ting man slet ikke vil gå på kompromis med og andre man derved er nødt til. Maden var et sted hvor vi sparede. Mange tænker at hvis man sparer på maden bliver det fra et dårligt catering sted, med koldt kød og slatten salat og det ønskede vi selvfølgelig ikke. I forhold til temaet måtte det godt være afslappet, derved er ta-selv-bord en rigtig god idé. Vi havde ingen forret og kødet til maden skal jeg nok også lave et andet indlæg omkring, det er på to-do listen 😉 Salaterne skulle fungere som tilbehør og de skulle være lækre og ikke bare bestå af salat og agurk. Ved at vi lavede alle salaterne dagen før, skulle der helst ikke være noget i som ville blive brunt eller kedeligt. Nedenstående er opskrifterne på de salater vi valgte at lave og det passede simpelthen perfekt til 90 mennesker (også 100, da der var rester). Vi havde 4 forskellige salater og hver salat gangede vi op, så det passede til 25 personer.

Salat nummer 1

Sprød kartoffelsalat med danske kartofler, creme fraiche, tomater og purløg. Salaten blev lavet ud fra Louises Madblog og vi ændrede blot at der ikke kom karry i.

Salat nummer 2

Perlebyg salat med friske ærter, mynte og gulerødder.  Salaten blev lavet ud fra Twin Foods opskrift. Vi lavede ikke dressingen dertil og puttede heller ikke mandler i.

Salat nummer 3

Cremet pastasalat med grønt. Salaten blev lavet ud fra Maden i mit liv og her ændrede vi at der ikke skulle tun i.  Helt basic, men frisk og passer godt til sæsonen. Jeg faldt over opskriften, da jeg synes den så lækker ud og ikke tør, som en pastasalat tit godt kan blive.

Salat nummer 4

Lækker sommersalat med spinat, jordbær, quinoa og chia frø. Den eneste salat, hvor vi faktisk puttede salat i 😉 Vi tog udgangspunkt i denne opskrift og ændrede en del. Vi blandede med spinat og salatblade (de der mix af forskellige grønne salatblade), og undlod feta og servede det istedet ved siden af som tilbehør. Istedet tilføjede vi nogle chia frø på toppen og quinoa med inspiration fra denne opskrift.

Det var vigtig for os at der var brugt nogen ingredienser som passede til sommer sæsonen og hvor man kunne udnytte de danske råvarer så som ærter og jordbær. Derudover, som nævnt, var det noget som man kunne lave dagen før. Den sidste salat fik først tilføjet jordbær på dagen af de 2 køkkenmedhjælpere vi havde hyret. Vi lavede ikke dressing til nogen af salaterne, da vi havde købt en masse lækre forskellige i stedet, så folk selv kunne tage på og bestemme smagen. Vi havde derudover købt croutoner i kæmpe poser, med hvidløg, urte og bacon smag og 2 forskellige slags pestoer. Vi havde også hjemmebagt brød, som en af vores venner havde skaffet til os.

Vi havde 1 ekstra fyldt fad per salat udover dem på billedet og det passede som sagt rigtig fint. Vi havde en masse til at hjælpe dagen inden med at skrælle kartofler i kæmpe mængder og lave salaterne, så jeg var faktisk ikke en del af det. De var 4 personer som lavede dem og det tog en del timer, så hvis man er så heldig at have en masse søde personer der gider at hjælpe, kan der virkelig være mange penge at spare med denne løsning og så er det bare 100 gange lækre end at bestille det udefra 🙂

Tags: , , , , ,