Jeg tænkte at det var på tide med en lille opfølgning siden sidst. Som I ved, startede graviditeten ud med slem kvalme men stoppede heldigvis helt omkring uge 17. Det var så rart at være et menneske igen og ikke få kvalme af alt. Vi havde købt så mange lækre krydderier i Marrakech som vi var nødt til at smide ud, da jeg var ved at kaste op hver gang jeg skulle ud i køkkenet. Jeg synes også at K lugtede haha. Han lugtede enten for meget af sæbe, parfume, surt, sødt eller bare af noget jeg ikke kunne lide, det har virkelig ikke været nemt for ham. Nogen gange fik jeg kvalme bare af at kysse ham. Stakkels mand. Og hver gang der var noget i vejen (sådan er det stadig hehe) er det hans “skyld” at jeg er gravid 😉 Godt jeg har verdens mest tålmodige og forstående mand, det vil alle kunne bekræfte som kender ham, jeg har virkelig været heldig. Jeg var aldrig kommet igennem de lange uger i 1. trimester, hvis jeg ikke havde haft hans støtte. I 2. trimester har jeg været et menneske igen og jeg har kunne træne, svømme og rede mit hår for den sags skyld. Jeg er kommet efter alt det jeg har forsømt og prøvet at være en god (overskuds-agtig) kone. Vi har hygget rigtig meget de seneste par uger med baby-indkøb, familie tid og indretning af vores lejlighed. Alt gik lidt i stå for en kort stund og det føles virkelig rart at bygge rede og være i en baby boble af lykke. Lille-pigens værelse begynder så småt at tage form men vi tager det hele stille og roligt og nyder det, i stedet for at stresse som jeg oplever mange hurtigt kommer til at gøre. Snart skal jeg gå hjemme og så er der tid til at nusse om tingene. Vi har dog en baby-check liste, som bliver mindre og mindre og de store ting så som barne/klapvogn, autostol etc. er købt og klar til afhentning når vi er 🙂 Der kan være lang ventetid på nogen modeller, så efter misdannelsesskanningen (MD) tog vi ud for at købe det. MD-skanningen kommer man til i uge 20 og der får man blandt andet kønnet at vide. Vi havde jo købt en kønsskanning ved Signes skanningsklinik i uge 14, så vi vidste godt på forhånd at der lå en lille baby pige i maven. Ugen op til skanningen kunne K også begynde at mærke hende sparke men jeg var stadig død nervøs for om hun var sund og rask. Vi havde nemlig fået at vide til kønsskanningen at jeg har det man kalder “single umbilical artery”. Det betyder at jeg kun har to blodkar og en arterie, hvor det er mere normalt at have tre blodkar. Det kan have indflydelse på, om baby tager nok på i vægt. Mange har det men kroppen er så sej at de to man har, blot arbejder lidt mere for at kompensere, så det har tit ingen betydning, men det kan det have. Til MD tjekkede de op på alt og hun lå over-gennemsnittet på de fleste ting og havde en god vægt, derfor skulle jeg ikke ind til ekstra skanninger som nogen desværre skal, for at kunne holde øje med at baby tager nok på. Vi var rigtig lettet og jeg har med vilje ikke googlet noget som helst inde for dette, da det er så forskelligt hvad man får at vide og det er vigtigt ikke, at fokusere på beskeder andre får. Men det kan være rigtig svært, for siden jeg sad med graviditetstesten i hånden og de 2 streger,  har jeg tit været nervøs og bekymret. Men som min jordmoder sagde er det helt naturligt at mor/beskytter genet kommer med det samme og jeg ved godt at jeg bliver en rigtig hønemor 🙂 Som sagt tog vi ud for at købe de lidt store ting efter skanningen. Det er nemlig så smart at de fleste baby-forretninger tilbyder at opbevare ens køb og lige så snart man siger til (mange gør cirka en måned før fødsel) gør de det klar til dig og så kan man komme for at hente det. Det er rart ikke at have en barnevogn stående i lejligheden og så er der en smule overtro forbundet med at få barnevogn hjem for lang tid før baby.  Jeg tænker at jeg vil lave et indlæg omkring baby-indkøb så det er samlet og lave en lille “guide” til hvad der er godt at købe, da jeg synes det var en jungle at finde ud af til at starte med.                      I alt dette har det også været vigtigt for mig at fokusere på mig selv, da det hele godt kan komme til at handle om baby. Nogen gange kan man komme til at føle at man selv forsvinder i grimt tøj og et træt ansigt, så jeg har også sørget for at købe ting kun til mig. Alt fra lækre produkter, make up, tøj (det er dog lidt svært) og været i spa og til frisør. Det har været så dejligt og gør også at graviditeten bliver nemmere, da man virkelig kan have dage hvor man føler man ligner en fed hval og ikke kan se at man er smuk. For det er så smukt at være gravid og der hjælper K også med at huske mig på. Hvis jeg står og kigger i spejlet og rynker på næsen over de 6 kg der har sat sig på mig indtil videre, fortæller han mig altid at jeg aldrig har været smukkere. Selv hvis det ikke passer, er det så rart at blive bekræftet 😉 Jeg går snart ind i 3 trimester (!!), det er slet ikke til at forstå. Tænk engang, det sidste trimester. Var jeg ikke lige blevet gravid? Alligevel føles juli langt væk og jeg kan slet ikke vente med at blive mor. Det er for vildt!