Vi skal have en …

in Graviditet, 23. januar 2018

Det er nu 2 uger siden, vi fik at vide kønnet på vores lille baby. Vi valgte at købe en kønsskanning på Signes scanningsklinik inde i Aarhus, K var så sød at give mig det som en lille gave, da han sagtens ville kunne vente til uge 20 hvor man blandt andet får køn at vide, hvis man har lyst. Men jeg er nok verdens mest utålmodige person, og tanken om at se baby igen, var jeg bare nødt til. På mit job havde folk oddset på, hvad de troede kønnet ville blive og ALLE var enige om at det var en pige. 2 valgte dog at sige en dreng, bare for at gå mod strømmen. Jeg havde selv drømt i starten at det var en lille dreng og blev derfor overbevist, da jeg tænkte det måtte være et tegn. Men inderst inde følte jeg (og håbede, det ved jeg godt man ikke må sige) at det var en lille pige. Da vi så baby første gang, synes jeg lidt det lignede mig, selvom det er noget pjat, da den ikke har besluttet sig for køn endnu 😉

Da vi kom ind på klinikken var de søde, og det er en helt anden oplevelse end på hospitalet, da de jo har et job de skal udføre og mange gravide de skal nok at kigge på. På Signes skanningsklinik er stemningen rolig, hyggelig og alt bliver forklaret meget pædagogisk. Hun spurgte om vi ville kigge på mål først, eller vide køn. Jeg svarede selvfølgelig PROMPTE ”køn!!” Og svaret kom hurtigt efter 2 minutters stilhed: ”I venter jer en lille pige”. Mit hjerte gik helt i stykker og K klemte ekstra hårdt om min hånd. En lille pige.Vi er så lykkelige og jeg kunne kigge på hende hver dag hele dagen. En rigtig mor ting at sige er, at uanset køn var vi blevet lige lykkelige selvfølgelig. Det kan være det bliver en lille K næste gang, det vil jeg også elske. Jeg ønsker blot en sund og rask baby og bekymringerne for om hun har det godt, er der hele tiden. Vi fik en masse billeder og videoer med og alle der gider se dem får skam også lov til det. Vi er så stolte og befinder os i en dejlig lyserød boble <3