Da jeg skulle undersøge hvor vi skulle bo på vores bryllupsrejse (ja, det er mig der står får planlægningen som regel og jeg elsker det!!) blev det til en hel dag hvor jeg bare sad og kiggede på riads i Marrakech. Efter at have læst flere guides, blev vi hurtigt enige om, at vi skulle bo inde i medinaen i Marrakech, da det er der de skjulte skatte er og hvor man virkelig får oplevet kulturen. Marrakech er kendt for deres smukke riads, som er et marokkansk hus med denne kendetegnende gårdsplads i midten hvor der ofte er en pool og borde rundt omkring. Der er ofte ikke så mange værelser på en riad, hvilket gør at det bliver meget privat og rigtig hyggeligt. Det var simpelthen så svært at vælge, da de fleste riads virkelig er billige og alle ser utrolige luksuriøse ud. Dog var der mange steder som var fuldt booket, så man skal være lidt hurtig da Marrakech er en populær rejsedestination. Jeg vil anbefale at man kigger på booking.com da de fleste riads har oprettet sig derinde, og det giver helt klart et bedre overblik, da mange riads minder utrolig meget om hinanden, men dem der er blevet anbefalet en del, har langt højere priser men er ikke nødvendigvis bedre.

Vi valgte Riad Al Loune, det lå godt i forhold til de forskellige Suks (markederne) og havde en fin pris men i en dyrere ende. Der var så smukt, og personalet var rigtige hjælpsomme. Da vi skulle ud at spise om aftenen fulgte ejeren os derhen (man er meget overvældet lige når man ankommer) og tilbød også at hente os igen. Men med offlinemap, kunne vi heldigvis godt selv, men det var rart at vide der var nogen til at hjælpe. Morgenmaden var virkelig god og stedet lignede en drøm. På de fleste riads kan man også bestille aftensmad, de skal bare vide det dagen før, så de kan nå at købe ind til det. Vi havde skrevet i kommentaren at vi gerne ville spise der, men det havde de ikke fået noteret, så vi endte med at få gratis aftensmad dag. 2, hvilket virkelig var sødt af dem! Vi boede der i 3 dage, men havde fået anbefalet at man skulle bo flere steder, for at opleve de forskellige riads. Jeg overvejede meget Riad Clementine, som selvsagt navnet, har skønne klementin træer i gårdhaven. Her er polen på taget, hvilket er rigtig godt, da de fleste riads, som tidligere nævnt, har poolen nede i gårdhaven som gør at de ikke er opvarmet og folk bruger dem derfor ikke rigtig. Men dette sted var fuldt booket, så det må blive næste gang, da jeg vil anbefale at et af de steder man bor har en god pool, da man virkelig har brug for det! 🙂

Anyways, så kiggede jeg videre på Air BnB hvor jeg fandt Riad Yamina, som også er anbefalet en del. Det kostede kun 500kr pr. nat for 2 personer, og det lå 400 meter væk fra vores andet riad, hvilket også var vigtigt, da man ikke skal til at fare rundt i byen på sin ferie, fordi man pludselig skal bo et nyt sted. Det var lige så skønt som det første sted, men helt anderledes i udtrykket og farverne, hvilket simpelthen er derfor man skal bo flere steder, da det er en oplevelse i sig selv at se de forskellige riads. Jeg vil anbefale at man får skrevet i en kommentar, at man gerne vil bo op ovenpå, da de også havde værelser nede i gården, og der er ikke ligeså meget privatliv, da det er der man spiser morgenmad og man kan kigge direkte ind, hvis man ikke har trukket for. Sådan er det mange steder, så hvis man er et par og helst vil have lidt mere privatliv, skal man ikke have et værelse nede i gården. Der kan også være prisforskel, alt efter hvilket værelse man vælger. Begge riads havde en hyggelig rooftop terrasse, med siddepladser og udsigt over byen. Riad Yamina havde også en lille skildpadde som boede der, det opdagede vi en aften hvor den puslede i hjørnet (den elsker for resten klementiner, fandt vi ud af haha) Forresten så skal I ikke lade jer skræmme af de kedelige gamle porte, når man står ude foran de forskellige døre ligner det ikke at de åbner op for en bid af himlen, men det gør de altså! 😉

Riad Al Loune

Riad Yamina