Tiden stod fuldstændig stille da vi trådte ind i kirken og det føltes som en film. Jeg kunne intet høre og skridtene føltes som om vi gik i slowmotion. Den første og eneste jeg så var Kristian. Jeg kunne slet ikke flytte blikket fra ham eller orientere mig om noget andet. Tårerne pressede på med det samme, selvom jeg havde svoret jeg ville holde den haha. Jeg glemte at trække vejret, så da vi næsten var oppe ved alteret kom der et højt gråd fra mig og jeg kunne pludselig få vejret igen. Min boble blev brudt og jeg kunne pludselig høre musikken og en smuk stemme synge “There she goes” i versionen med Sixpence None the Richer. Jeg fik hurtig øje præsten idet min far og jeg kom op til K og hun smilede blidt. Vi startede ud med at synge “I østen stiger solen op”. En sang vi begge har sunget en del gange i folkeskolen og som bringer minder tilbage til barndommen. Det gav derfor stor mening at synge den, da man ligger meget bag sig den dag. Det var en smuk ceremoni og jeg sugede alle råd præsten nu gav os. Det med at give plads til hinanden og være tålmodighed i kærligheden, hvor på hun også fik beskrevet med meget fine ord K’s frier foran den kirke vi nu sad i, hvordan jeg fik sagt nej hvor jeg derefter selvfølgelig sagde ja efter jeg lige havde sundet mig. Sådan fungerer jeg tit, reagerer lidt for hurtig og skal lige tænke 5 min over tingene haha. Vi sang det dufter lysegrønt af græs, en dejlig sommer salme som passede perfekt til den sommerdag som vi  nu havde været så heldige at få foræret. Nu skulle vi sige “ja” til hinanden og hjertet bankede atter. I kirken skal mange sige 2 gange ja, et ja for det borgerlig og juridiske og et ja for kirken og det kristne. Derefter giver man hånden derpå og ægteskabet er nu bindende. Præsten siger ikke at man nu må kysse hinanden men der er et split øjeblik inden man skal sætte sig, hvor det føltes meget naturligt – så selvfølgelig kyssede vi 😉

Vi sluttede af med salmen “Det er så yndigt”, en salme jeg hele tiden havde været sikker på,  da det er så oplagt, og hvornår skal man lige ellers synge den. Det var så smukt. Pludselig var det hele ovre og præsten lavede et lille nik på indikation, at nu måtte vi godt gå ud. Lige så snart vi rejste os og begyndte at gå, startede de traditionelle toner fra orglet med bryllupsmarchen. Vi gik i rask tempo, adrenalinen kørte rundt og smilet sad fuldstændig fast. Nu var vi gift.

Billederne af taget af  den dygtige Sergio fra Storybook Studio. Link lige her.