- Jeg er så stolt over Hannahs udvikling men hvor er det dog irriterende at hun skal demonstrere det om aftenen. I en periode var hun hurtig at putte og sov hele natten. Nu står hun op i sengen, smider sutterne ned på gulvet og har en fest. Jeg var til at starte med fuldstændig hylet ud af den, da vores aftener blev ødelagt. Når hun dog endelig falder i søvn og jeg har brugt 1 time på at være rigtig irriteret på hende, savner jeg hende og ender med at glo på billeder af hende resten af aftenen.
- Selvom Hannah faktisk er en nem (diva) baby, så får jeg helt angst ved tanken om nummer 2. Både at skulle igennem en fødsel igen (gisp) og at skulle være mor for en mere, giver mig rimelig meget koldsved. Jeg havde først tænkt, at de aldersmæssigt godt måtte være tæt op af hinanden meen jeg må ærligt indrømme jeg ikke er helt klar endnu.
- De dage hvor jeg har planer der ikke indebærer Hannah glæder jeg mig så meget til, men selv efter 1 år fylder den dårlige samvittighed først og derefter et savn til mit lille menneske. Når jeg så kommer hjem og har fået en god dosis (krævende) Hannah ville jeg nogengange ønske jeg liige var blevet væk lidt længere tid 😉
- Jeg er stadig ikke blevet fuldstændig klog på mit barn selv efter et år. Hvis hun har sovet godt hele natten, kan hun godt tage 2 1/2 times formiddagslur efterfulgt af 1 times eftermiddagslur, men hvis hun har sovet forfærdeligt er det ikke fordi hun har tænkt sig at indhente det i løbet af dagen, men hvorfor?!
- Jeg har et totalt love/hate forhold til vuggestuen! På den ene side elsker jeg at Hannah er begyndt – det er dejligt med noget aflastning og hun har det sjovt og er faldet rigtig godt til. På den anden side hader jeg det, da jeg savner mit barn, har dårlig samvittighed og sidst men ikke mindst er jeg syg hver 2. uge og bliver hårdere ramt end Hannah gør. K slipper selvfølgelig hver gang. Jeg ville ønske det var ham. Undskyld skat.
- Jeg elsker at Hannah er så mor-syg (kan næsten blive helt misundelig men dog på samme tid også glad når hun er far-syg). MEN det driver mig til vanvid at jeg ikke kan gå ud af et rum uden at hun græder. Hvis jeg lige skal hente noget vand, stille mælken i køleskabet, uanset hvor hurtig jeg er, vræler hun lige så snart hun ikke kan se mig. Hvis jeg blot er inde i stuen kan hun lege uforstyrret og godt, men det er godt nok lidt svært at gøre sig klar om morgenen.
- Jeg kan nogle gange blive helt skræmt når jeg ser hende om morgenen. Synes pludselig hun er blevet dobbelt så stor i løbet af natten?
- Jeg synes virkelig kun det er blevet nemmere i takt med at Hannah er blevet ældre. Til at starte med hvor de sover meget og man har dem sovende på en i løbet af dagen er sådan en hygge-tid indtil barnet pludselig kræver mere og det første tigerspring kommer osv. Jeg kan godt savne Hannahs lille størrelse når jeg ser på billeder af hvor hun var helt ny, men ellers savner jeg ikke rigtig den tid må jeg ærligt indrømme.
- Alle børn bliver kønnere og kønnere med alderen men hold da fast hvor er man alligevel forblændet af ens eget barn 😉 Er det fordi man i virkeligheden er en kæmpe narcissist?
- Selvom jeg prøver at være “øko-lone” må jeg ærligt indrømme er det noget nemmere at give den lasagne vi nu har lavet (med salt i), eller en mundfuld af den kage vi sidder og spiser nu når hun sidder med så store øjne og kigger (ja vi er svage).
Husk I kan læse de andre “Tilståelser fra en nybagt mor” lige her: #1 #2 og #3
